Stoppet afløb fra køkkenvask
Afløbet fra min køkkenvask var stoppet til, og jeg kontaktede VVS-firma Iver Nielsen ApS i Klarup. Jeg forklarede, at der var forsøgt med svupper, og at de øvrige afløb i huset fungerede problemfrit. VVS-manden kom samme dag og prøvede først med svupper og derefter med motorrenser og masser af varmt vand. Efter 1½ time uden overbevisende resultat anbefalede han mig at lade det varme vand løbe i mange timer og ellers ringe efter et kloakrensningsfirma. Efter 2 dage var afløbet igen totalt blokeret. Jeg ringede til Iver Nielsen og fik at vide, at man jo ikke havde lovet noget, og at jeg skulle betale regningen på 1.265 kr. Jeg skal naturligvis betale for en bestilt håndværker, men det undrer mig, at en fagmand skal bruge 1½ time for at finde ud af, at han ikke kan løse problemet. Jeg anbefaler derfor andre at sørge for klare retningslinjer, inden arbejdet påbegyndes! I øvrigt løste kloakfirmaet problemet på under en halv time.






